Lørdag d. 17. april er der endnu engang god grund til at tage familien i hånden og naboen under armen og drage mod Alsion, når Café Alsion igen danner rammen om en festlig og hyggelig eftermiddag i fællessangens tegn.
Det er blevet en fast tradition, at Café Alsion en lørdag eftermiddag hver måned forvandles til et stort rum af glæde, sang og god stemning. Til at synge for på de smukke, danske sange der synges, er der altid et kor, mens resten af forsamlingen så stemmer i og synger med for fuld styrke.
Lørdag den 17. april er ingen undtagelse, og vil ligeledes byde på smukke sange og masser af fællessang. Men denne dag har vi desuden den ære at kunne præsentere Helene Blum og Harald Haugaard til at stå i spidsen for fællessangen.
Harald Haugaard er kendt for sit virtuose og sprælske violinspil, mens Helene Blum er kendt for sin faste klare stemme og sit rene, inderlige udtryk. De tager i deres sange og melodier udgangspunkt i folkemusikkens stærke rødder, som de fortolker på deres egen måde og tilfører fornyet energi, så de bliver både tidssvarende og vedkommende for alle. Ordet folkemusik lyder måske ellers som både støvet og primitiv musik i manges ører, men som Harald og Helene er et levende bevis på, er folkemusik i virkeligheden både nutidigt, inspirerende og glad musik.
Til at synge med på de danske folkesange, stiller Alsion Koret op og synger sammen med de mange deltagere, der dukker op i Café Alsion lørdag den 17. april fra kl. 12.00-13.00.
Så tag familien i hånden og naboen under armen og mød op i Café Alsion lørdag d. 17. april 2010 kl. 12.00-13.00 — der er sikker garanti for dejlige sange, glæde og god stemning. Deltagelse er naturligvis gratis.
Café Alsion holder åbent fra kl. 10.00, hvor der sælges brunch til kr. 129,-. Bordbestilling til brunch er nødvendig på tlf. 26 16 77 50.
